Helges overvejelser om hans livsfortælling
Helge, som jeg mødte, havde længe overvejet at skrive om sit liv. Måske i et ønske om, at hans familie ville huske ham og hans livshistorie. Og måske ville forstå ham bedre, også når han ikke var her længere.
Når han sad ved skrivebordet, blev han ofte ramt af tvivl om hvordan han skulle ”angribe” sin livshistorie. Der var i alle fald ingen ende på, hvor meget han kunne fortælle. Han var begyndt at skrive nogle af de vigtige begivenheder ned, men kom så til at tænke: Er det interessant for andre end ham selv?
Han tænkte at alle i familien vidste at han var rejst fra Nordjylland til København som 16-årig, så var det interessant at skrive om? Men han havde måske ikke fortalt så meget om omstændighederne, der fik ham til at forlade familien, og hvordan han i de første måneder klarede sig i hovedstaden. Og måske heller ikke fortalt så meget om hvad han tænkte om sin situation dengang og hvordan det var for ham at være i.
Fra tanke til handling
Da Helge ringede til mig i Memo Rum, talt vi længe om, hvad hans bevæggrund for at fastholde dele af sin livshistorie kunne være.
Bevæggrunden kunne være at lave en slags tilbageblik, måske en slags status. Men vigtigst var det for ham at videregive hans og hans families historie til sine børn, børnebørn og oldebørn. Han ønskede at de skulle kende deres ophav, hvad der betød noget for dem, og hvordan man magtede livet dengang. Og dette på trods af modgang og svære omstændigheder. Både for at indgyde dem mod, til at klare deres eget liv, men måske også forståelse for hvor mangfoldigt menneskelivet kan være.
Helges tvivl var blandt andet, om han formåede at få fortalt de vigtige ting på en god måde. Jeg bestyrkede ham i, at med de par forberedende samtaler der klargjorde os begge til et godt interview, var det min erfaring at det ville folde sig ud i samtalens forløb – og når vi begge var i processen, og glemte at der var kamera på, blev det ofte overraskende godt.
Helges familie har i skrivende stund ikke set den færdigredigerede video endnu, men glæder sig til en særlig begivenhed, hvor de alle skal se den sammen – og hvor alle får et lille USB stik med videoen med, til eftertiden.
